Nyhedsbrev November 2024

Gløgg og æbleskiver - andespilskrolf - pause med kaffebryggeren

Hej alle

Det flotteste snevejr for lidt siden og nu skinner solen smukt, koldt har det været, det er tegn på at vinteren nærmer sig, og det varme tøj findes frem.

I morgen får vi besøg af Iben Kaagh, ingeniør fra Aqua Djurs, som besvare en del af de mange spørgsmål, vi har i forbindelse af opgravninger til næste år på Seniorlunden. Der er heldigvis lavet nye beregninger og Huset bliver ikke berørt, så med positive øjne skal det hele nok gå, selvom det bliver træls en tid.

Torsdag næste uge d. 28. julefrokost i Rønde Idrætscenter efter formiddagens aktiviteter, sidste tilmelding i morgen. Indslag modtages gerne.

Mandag d. 2. december samlet for begge gåhold: gløgg og æbleskiver på Rønde Vandrerhjem skema  for tilmelding ligger i Huset.

Der står en kurv med trafikveste i Huset, de er beregnet til Gå’erne her i vintertiden, når det er mørkt og trist vejr, så I kan ses og komme godt hjem.

Samme dag spiller Krolf’erne andespil, indlagt pause med gløgg og æbleskiver, tilmeldingsskema ligger også i Huset.

Fredag d. 13. december på Hotellet hjælpe Rønde Handel med rejsning og pyntning af juletræ, søndag d. 15. juletræsfest m.m., og nedtagning af juletræ.

Mandag d. 9. dec. er det  planen (hvis ingen aflysninger) at kaffe/kage/gris holder ”ferie” på ubestemt tid, 1-2 måneder??, I må hver især selv sørge for fortæring så længe ”ferien” varer.

Vi ses til FRISK LUFT – BEVÆGELSE og FORNØJELSE

Med venlig hilsen

Søster